Skip to Navigation

Sygdomsrelateret underernæring er en usynlig epidemi, hvis stigende prævalens gør den til et stadig større samfundsmæssigt problem. Det anslås, at prævalensen for underernæring ligger på mellem 25 og 30 % på hospitaler, plejehjem og blandt svage ældre.

En høj prævalens

Sygdomsrelateret underernæring er en usynlig epidemi, hvis stigende prævalens gør den til et stadig større samfundsmæssigt problem. Studier anslår risikoen for underernæring til at være:

  • på hospitaler[4,5,6,7]: 1 af 4
  • på plejehjem[4,5,8,9,10]: 1 af 3 personer
  • ældre, der bor i eget hjem[11]: 1 af 3

Årsager

Årsagen til sygdomsrelateret underernæring er ofte relateret til flere faktorer, der fører til et utilstrækkeligt næringsindtag. Derudover kan et utilstrækkeligt næringsindtag være forårsaget af, at man har begrænset adgang til næring, at man på trods af tilstrækkelig adgang til næring oplever manglende appetit, eller at man har problemer med at spise (f.eks. på grund af dårligt tilpasset tandprotese eller manglende smagssans), hvilket resulterer i et dårligt næringsindtag.

Kliniske konsekvenser

Underernæring har signifikante kliniske konsekvenser, da underernæring øger mortalitet og morbiditet og kan forlænge hospitalsindlæggelser, samtidig med at det forringer patientens funktionsevne. Underernærede patienter kan også være mindre selvstændige, idet der er større risiko for, at de bliver overført til et plejehjem eller har behov for hjemmepleje, hyppigere bliver indlagt, oftere går til egen læge eller får udskrevet mere medicin[3,12].

Økonomiske konsekvenser

Ud over de kliniske konsekvenser er sygdomsrelateret underernæring også forbundet med betragtelige omkostninger for sundhedsvæsnet. De gennemsnitlige hospitalsomkostninger er mere end dobbelt så høje for underernærede patienter i forhold til patienter, som ikke er underernærede[13], og underernæring koster hvert år sundhedsvæsnet flere milliarder kroner[14]. Nogle af disse ekstra omkostninger kan nedbringes ved hjælp af passende håndtering af risikopatienters ernæringsmæssige tilstand.

Screening, diagnosticering og håndtering

Tidlig diagnosticering og håndtering af underernæring anbefales, især hos ældre patienter og den øvrige del af befolkningen, som er i risiko for at blive svækkede. Man kan anvende forskellige redskaber – hver for sig eller i kombination med hinanden. For eksempel giver Comprehensive Geriatric Assessment (CGA) et indblik i de faktorer, der fører til underernæring, mens NRS 2002, MUST- og MNA-screeningsresultater afslører tilstedeværelsen af underernæring samt mulige årsager[15,16].

Behandling af underernæring er altid baseret på to grundsøjler:

  1. Behandling af tilgrundliggende årsager (f.eks. depression og/eller selvforsømmelse)
  2. Forbedring af den ernæringsmæssige tilstand.

Den ernæringsmæssige støtte skal derfor integreres i håndteringen af den tilgrundliggende sygdom eller skrøbelighed[1]. Studier viser dog, at det stadig er mindre end 50 % af de patienter, som bliver identificeret som underernærede, der modtager ernæringsmæssig støtte[15,16].

Den kostmæssige håndtering af underernæring indebærer ernæringsmæssig støtte, som det sundhedsfaglige personale tilpasser til den enkelte patient, og som består af enten energiberigelse og/eller tilskudsdrikke, sondenæring og/eller parenteral ernæring. Det er dokumenteret på såvel hospitaler som i samfundet, at tilskudsdrikke er den mest effektive metode til at øge energi- og proteinindtaget samt forbedre funktionsevnen og kliniske outcome. Samtidig reduceres indlæggelsestid og dødelighed [17].

 

Referencer:

  1. Stratton R, Green C, Elia M. Disease-related malnutrition: an evidence based approach to treatment. Wallingford: CABI Publishing; 2003.
  2. Meijers JM, Schols JM, van Bokhorst-de van der Schueren MA, Dassen T, Janssen MA, Halfens RJ. Malnutrition prevalence in The Netherlands: results of the annual Dutch national prevalence measurement of care problems. Br J Nutr 2009; 101(3):417-423.
  3. Russell C, Elia M. Nutrition screening survey and audit of adults on admission to hospitals, care homes and mental health units. 2008. Redditch, BAPEN.
  4. Imoberdorf R, Meier R, Krebs P, Hangartner PJ, Hess B, Staubli M et al. Prevalence of undernutrition on admission to Swiss hospitals. Clin Nutr 2010; 29(1):38-41.
  5. Kruizenga HM, Wierdsma NJ, van Bokhorst MA, de vdS, Hollander HJ, Jonkers-Schuitema CF et al. Screening of nutritional status in The Netherlands. Clin Nutr 2003; 22(2):147-152
  6. Suominen MH, Sandelin E, Soini H, Pitkala KH. How well do nurses recognize malnutrition in elderly patients? Eur J Clin Nutr 2009; 63(2):292-296.
  7. Lelovics Z, Bozo RK, Lampek K, Figler M. Results of nutritional screening in institutionalized elderly in Hungary. Arch Gerontol Geriatr 2009; 49(1):190-196.
  8. Parsons EL, Stratton RJ, Elia M. An audit of the use of oral nutritional supplements in care homes in Hampshire. Proc Nutr Soc 2010; 69:E197.
  9. Kaiser MJ, Bauer JM, Ramsch C, Uter W, Guigoz Y, Cederholm T et al. Frequency of malnutrition in older adults: a multinational perspective using the mini nutritional assessment. J Am Geriatr Soc 2010; 58(9):1734-1738.
  10. Norman K, Pichard C, Lochs H, Pirlich M. Prognostic impact of disease related malnutrition. Clin Nutr 2008; 27(1):5-15.
  11. Amaral TF., Matos LC., Tavares MM., Subtil A., Martins R., Nazaré M., Sousa Pereira N. The economic impact of disease-related malnutrition at hospital admission. Clin Nutr 2007; 6:778-84.
  12. Elia M, Stratton R, Russell C, Green C, Pang F. (2005) The cost of disease related malnutrition in the UK and economic considerations for the use of oral nutritional supplements (ONS) in adults. BAPEN.
  13. Kondrup J.,  Allison S.P., Elia M. , Vellas B., Plauth B. ESPEN Guidelines for Nutrition Screening 2002. Clin Nutr 2003; 22(4): 415-421
  14. Van Asselt D.Z.B., Van Bokhorst-de van de Schueren M.A.E., Olde Rikkert M.G.M. Leidraad ondervoeding bij de geriatrische patiënt. 2010
  15. Loch H. et al. Introductory to the ESPEN Guidelines on Enteral Nutrition: Terminology, Definitions and General Topics.  Clin Nutr 2006; 25:180-186.