Skip to Navigation

Spørgsmål og svar

Ofte stillede spørgsmål om Nutrison

 

Er der risiko for, at en patient med fiskeallergi kan få en allergisk reaktion på grund af fiskeolie

Der er fiskeolie i Ny Nutrison, hvilket de sundhedsfaglige medarbejdere skal være opmærksomme på. Patienter, som får sondeernæring, og som er allergiske over for fisk, bør undgå eller kun med varsomhed anvende Ny Nutrison. Indholdet af fiskeolie er relativt lavt (cirka 0,08 %).

Ref.: 1 - http://www.nlm.nih.gov/medlineplus/druginfo/natural/993.html

Er det sojaprotein, der anvendes i Ny Nutrison, GMO-frit?

Ja, det sojaprotein, der anvendes i Nutricias produkter, er GMO-frit og fuldt sporbart. Nutricia anvender ingen genetisk modificerede organismer (GMO). Oprindelseslandet for de sojabønner, der anvendes i Ny Nutrison, er USA.

Er det ærteprotein, der anvendes i Ny Nutrison, GMO-frit?

Ja, det ærteprotein, der anvendes i Ny Nutrison er både GMO-frit og fuldt sporbart. Det stammer fra gule ærter der høstes miljøvenligt i Frankrig og forarbejdes uden kemiske opløsningsmidler.

Er Nutricia-produkterne kosher eller halal?

Nej, de er ikke kosher eller halal.

Hvad er “Ny Nutrison”?

Nutrisons sammensætning er blevet reformuleret for at øge tolerabiliteten og med henblik på at opdatere dem i forhold til de seneste retningslinjer. I bund og grund udviklede Nutricia nye protein- og fedtsammensætninger med det formål at opfylde de seneste internationale retningslinjer på ernæringsområdet og give patienterne endnu flere fordele.

Hvad er det nye i den nye fedtsammensætning i Ny Nutrison?

Der er blevet tilsat mellemlange triglycerider og fiskeolie til den traditionelle sammensætning, som består af raps- og solsikkeolie. Derfor kan Ny Nutrison, Nutrison Multi Fibre, Nutrison Energy og Nutrison Energy Multi Fibre give 0,50 g EPA og DHA om dagen (i 1500 ml), hvilket opfylder de seneste anbefalinger, og mellemlange triglycerider, som fremmer fordøjelsen og optagelsen.

Nutrison 1000 & 1200 Complete Multi Fibre indeholder 0,50 g EPA og DHA pr. liter. 1 liter sondeernæring er ernæringsmæssigt komplet, og derfor skal indholdet af EPA og DHA følge dette princip.

Hvad er EPA og DHA?

Eicosapentaensyre (EPA) og docosahexaensyre (DHA) er essentielle fedtsyrer, der findes i fiskeolie.
De er omega-3-fedtsyrer.

EPA er en carboxylsyre med en kulstofkæde på 20 carbonatomer og fem cis-dobbeltbindinger. Den første dobbeltbinding er placeret på det tredje carbonatom fra omega-enden = C20:5 n-3
DHA er en carboxylsyre med en kulstofkæde på 22 carbonatomer og seks cis-dobbeltbindinger. Den første dobbeltbinding er placeret på det tredje carbonatom fra omega-enden = C22:6 n-3

DHA og EPA er de primære lange omega-3-fedtsyrer, der indgår i vores kost. I økosystemet er alger de organismer, der primært producerer DHA og EPA, og adskillige raffinerede algeolier er effektive DHA-kilder. Fisk spiser alger og har derfor et højt indhold af DHA og EPA.

Mennesker er i stand til at omdanne alfa-linolensyre til EPA og DHA, men kun i begrænset omfang: mindre end 1 % hos spædbørn og betragteligt lavere hos voksne. DHA og EPA er de primære lange omega-3-fedtsyrer, der indgår i vores kost, og vi har derfor brug for løbende at indtage disse.

Hvad er Nutrison og Nutrison Advanced?

Nutrison og Nutrison Advanced er Nutricias varemærker inden for sondeernæring. Nutrison omfatter vores kerneprodukter inden for sondeernæring til medicinsk ernæring, og Nutrison Advanced er sondeernæringsprodukter med særlige gavnlige virkninger.

Hvilke forskelle er der på Ny Nutrison og de tidligere Nutrison-produkter?

De største forandringer i den nye sammensætning har at gøre med blandingsforholdet mellem animalske og vegetabilske proteiner samt fedtsammensætningen. Disse forbedringer af sammensætningen giver Ny Nutrison en højere tolerabilitet, så produktet fuldt ud kan opfylde avancerede ernæringsmæssige anbefalinger.

I forhold til mikronæringsstofferne er sammensætningen ikke blevet ændret, bortset fra at D-vitaminindholdet er blevet øget. Indholdet af D-vitamin blev genovervejet på baggrund af nye undersøgelser, som viser, at mange ældre lider af kraftig D-vitaminmangel. Det kan være en bidragende faktor til den høje prævalens af osteoporose og vaskulære sygdomme i denne aldersgruppe. Hospitalsindlagte patienter har ofte ringe D-vitamintilstand. Derfor blev der foretaget en opgradering af D-vitaminindholdet.

Hvilke Nutrison produkter er blevet opdateret til “Ny Nutrison”?

Ny Nutrison varianterne er: Nutrison, Nutrison Multi Fibre, Nutrison Energy, Nutrison Energy Multi Fibre. På nogle markeder findes der også en ny version af Nutrison Complete-sortimentet (New Nutrison 1000 og 1200 Complete Multi Fibre).

Hvilke patienttyper er sondeernæring beregnet til?

Sondeernæring er beregnet til patienter med en fungerende eller delvist fungerende mave-tarm-kanal, som ikke er i stand til, eller ikke ønsker at indtage nok almindelig føde eller tilskudsdrikke til, at deres næringsbehov bliver dækket. De kan også være kontraindiceret for oral indtagelse, f.eks. hvis de ikke er ved bevidsthed, eller hvis det ikke er sikkert for dem at synke.

Hvordan kan det være, at nogle Nutrison-produkter med fibre indeholder flere kalorier end tilsvarend

I november 2008 blev der publiceret et EU-direktiv, som definerede den mængde energi, der skulle være gældende for fibre (et gennemsnitligt energiindhold på 2 kcal/g fibre). Alle fødevarer, der markedsføres i EU, skal være mærket i overensstemmelse med disse nye krav senest i november 2012. Nutricias sondeernæring med fibre er derfor blevet opgraderet gradvist, og vi oplyser nu også om sammensætningernes kalorieindhold fra fibre.

Hvorfor er EPA og DHA gavnlige og nødvendige for sondepatienter?

Forskellige organisationer på verdensplan har fremsat kostmæssige anbefalinger for indtag af EPA, DHA og fisk. Disse har hovedsageligt til formål at mindske risikoen for hjerteproblemer og sænke triglyceridindholdet. Den globale anbefaling for indtag af EPA og DHA er cirka 500 mg/dag, hvilket svarer til, at man spiser fisk to gange om ugen. Ved at tilsætte fiskeolie til sondeernæringen kan vi sikre, at sondepatienter får den anbefalede mængde EPA og DHA og de fordele, som det indebærer.

Der kan nævnes to studier, som har specifik relevans i forhold til patienter, som får sondeernæring.

En spansk randomiseret prospektiv undersøgelse sammenlignede over en periode på seks måneder 32 ældre patienter, som fik sondeernæring med en sammensætning, der indeholdt EPA og DHA. Disse blev sammenlignet med en gruppe på 33 patienter <65 år, som fik sondeernæring med en sammensætning der ikke indeholdt lange flerumættede fedtsyrer.
Den gruppe, der fik EPA og DHA, fik forbedret fedtsyreprofilen i deres plasmalipider, og deres blod havde et lavere indhold af triacylglyceroler, som er en biomarkør for  risiko for hjerte-kar-sygdomme. De konkluderede, at patienter, der får sondeernæring skal have alle essentielle næringsstoffer i tilstrækkelige mængder, herunder EPA og DHA (Mesa MD et al. Clin Nutr. 30. juni 2009).

Hvorfra kommer det EPA og DHA, der er i Ny Nutrison?

Den fiskeolie, der anvendes i New Nutrison, er produceret af Ocean/lipid Nutrition og stammer udelukkende fra vildtlevende fisk. Olien ekstraheres fra spiselige fiskearter, der fanges ud for Sydamerikas kyst. De anvendte fiskearter er ansjos (Engraulis ringens) og sardin (Sardinops sagax) og/eller makrel (Trachurus symmetricus).