At spise sundt på en proteinfattig diæt
At være på en proteinfattig diæt kan være krævende. Men præcis som for alle andre er det vigtigt at spise en sund og balanceret kost. At spise balanceret vil hjælpe dig med at opnå eller opretholde en sund vægt og give dig mere energi, så du kan få mest muligt ud af hver dag. Se nærmere på de generelle tips nedenfor for at komme i gang med at blive en sundere udgave af dig selv.
Spis regelmæssige måltider
At spise regelmæssige måltider bidrager til at opretholde energien i løbet af dagen. Start med at spise morgenmad, frokost og middag hver dag og om nødvendigt et lille mellemmåltid midt på formiddagen og om eftermiddagen. At have en rutine kan gøre det nemmere at holde sig til planlagte måltider og snacks. At springe et måltid over kan virke som en god ide hvis du prøver at reducere det totale kalorieindtag. Dette kan imidlertid øge sandsynligheden for at du i stedet tager lidt snacks, overspiser til de andre måltider eller vælger usunde alternativer. Derfor er dine måltidsvaner en del af en sund kost på en proteinfattig diæt.
Tag din proteinerstatning hvis du har fået ordineret en
Hvis du har fået ordineret en proteinerstatning som en del af din diæt, skal du sørge for at du tager den hver dag sammen med måltiderne. Din proteinerstatning vil bidrage til at sikre at du opfylder kroppens ernæringsmæssige behov, og vil hjælpe dig til at føle dig mæt i længere tid. Proteinerstatningen tilfører en del energi og betyder måske at du skal kompensere for dette i andre dele af din kost. Tal med din kliniske diætist om dette.
Vær bevidst om mellemmåltider og snacks
Det er vigtigt med mellemmåltider og snacks for at sikre tilstrækkelig energiindtagelse i løbet af dagen. Snacking er en af de nemmeste måder at få et stort kalorieindtag på uden at være klar over hvor meget man spiser. Hvis du spiser snacks, prøv at finde et sundere alternativ, og planlæg hvornår du skal spise snacks for at undgå at småspise dagen igennem. Hav altid frugt/grønt/PKU-snacks tilgængelig. Udskift kartoffelchips med et stykke frugt eller nogle lavproteinkiks, gerne med et par skiver tomat eller lidt salsa på. Erstat friturekogte chips med ovnbagte chips som du selv har lavet. Tal med din kliniske diætist om tips og idéer.
Tænk over hvad du drikker
Sukkerholdige drikke er ofte en stor bidragsyder til vægtstigning og skadelig for tænderne. Vidste du at en dåse sukkerholdig sodavand indeholder ca. 140 kalorier og 9 teskefulde sukker?
Frugtjuicer kan indeholde en stor mængde skjult sukker, og selvom det er fra en naturlig kilde, kan det fortsat bidrage til vægtstigning. Et lille glas appelsinjuice kan indeholde omkring 115 kalorier og 5 teskefulde sukker. Så hvorfor ikke prøve at drikke et glas vand og spise en appelsin i stedet for?
Prøv at drikke vand som din primære væskekilde hele dagen. At have et krus eller en flaske i køleskabet med lidt tilsat ituskåret frugt kan være en super idé, specielt i sommermånederne. Prøv skiver af citron, appelsin, jordbær, mynte eller noget andet du kan lide. Vær forsigtig med færdige drikkevarer der er tilsat smag, da disse kan indeholde en betydelig mængde sukker. Personer med PKU bør læse alle etiketter for at sikre sig at produktet ikke indeholder aspartam.
Når du vælger mælk med lavt proteinindhold, kan Loprofin PKU-mælk være et godt alternativ med kun lidt fedt.
Tænk over størrelsen på dine portioner
At spise et bredt udvalg af sund mad er vigtigt, men vi har ofte en tendens til at spise større portioner end vores krop har behov for. Når du spiser hovedmåltiderne, hvad så med at prøve at reducere portionsstørrelsen med en fjerdedel og se hvordan det går? Sørg for at du får et stort glas vand til måltidet.
Vælg sunde fedtkilder, og reducer sukkerindtagelsen
Det kan være en god idé at tænke over hvilke madvarer man vælger, og hvordan disse tilberedes. Vælg sundere fedtkilder med mindre mættet fedt som oliven- og rapsolie. Tilberedningsmetoden for den mad du laver, kan gøre en forskel for kalorieindholdet i dit måltid. Vælger du at koge, dampe, grille og ovnbage i stedet for at stege eller friturekoge, vil du kunne skære ned på mængden af fedt.
Desuden findes der madvarer på markedet som har et fedtfattigt eller lavt sukkeralternativ. Dette kan være et alternativ hvis du ønsker at reducere vægten. Personer med PKU bør læse alle etiketter for at sikre sig at produktet ikke indeholder aspartam. Men husk også at det er lige så vigtigt at du får nok mad og det næringsindhold du har behov for, for at opretholde en sund og rask krop.
Planlæg
Lav en liste i starten af hver uge med de måltider du planlægger at lave, og lav en indkøbsliste du kan tage med hen i butikken. Sæt tid af til at lave mad, og frys den ned i portioner så det er nemt at varme op når du har dårlig tid.
Motion
Fysisk aktivitet er vigtig for den generelle sundhed og dit velvære. Det er nemmere at gå ned i vægt og at holde vægten hvis du træner samtidig med at du prøver at reducere kalorieindtagelsen. Der findes en masse information om hvordan du kan øge dit aktivitetsniveau – tag en snak med din kliniske diætist for råd.
Loprofin-serien er madvarer til specielle medicinske formål til diætbehandling af medfødte metaboliske sygdomme og skal tages under medicinsk tilsyn. Informationen på denne side er på ingen måde tænkt at skulle erstatte omsorg, råd og medicinsk tilsyn af sundhedspersoner. Din kliniske diætist og/eller læge vil give dig råd om alle aspekter knyttet til din og din families håndtering af din metaboliske sygdom. Rådfør dig altid med sundhedspersoner før du laver ændringer i din diætplan.