Tips til overnatning hos venner

At skulle sove hos en ven kan være både sjovt og også lidt spændende. Hvis det er første gang at en anden familie tager sig af dit barn, kræver det lidt forberedelse for at alt skal forløbe glat. Her finder du nogle tips.

Før overnatningen

Forklar i korte træk vennens forældre hvad PKU er. Måske vil de i starten være lidt nervøse og bange for at begå fejl, så fokuser gerne på at PKU ikke giver akutte symptomer som for eksempel en allergi kan gøre.

Spørg vennens forældre hvilken mad de har tænkt at servere, og kom med tips om kartoffelretter som for eksempel pommes frites eller stegte/kogte kartofler, som er nemme at kombinere med den proteinfattige mad. Du kan måske endda foreslå fredagsfavoritten tapas. Fortæl vennens forældre at de ikke behøver at holde øje med at dit barn spiser en bestemt mængde mad. Deres opgave er at sørge for at der tilbydes proteinfattig mad, så bestemmer barnet selv hvor meget han eller hun kan spise. Hvis det kan lade sig gøre, kan I inden overnatningen tilberede maden derhjemme, så den indeholder mindre phenylalanin end normalt. Så er der større råderum for udskejelser hos vennen.

Hvis de har planlagt at spise snacks, kan du fortælle dem at popcorn og majschips er bedst for dit barn. Det spiller måske alligevel ingen rolle for dem hvad de køber. Forklar også at alle typer sodavand, saft og juice er ok, forudsat at de ikke indeholder det kunstige sødestof aspartam. Kom med forslag til is eller sorbet som dit barn kan spise, hvis de har planlagt at servere is, eller giv barnet noget med som hun/han kan tåle, til at dele ud af så alle kan smage.

Pakning til overnatningen

Pak proteinfattige produkter som for eksempel pasta, mælk og brød i rygsækken. Sørg for at der er nok til at det også rækker til morgenmaden. Ved dit barn godt selv hvad hun/han må eller ikke må spise? Ellers kan du fortælle vennens forældre det. Pak også proteinerstatning med i tasken. Det nemmeste er selvfølgelig hvis dit barn får en færdigblandet type, men hvis det ikke er tilfældet, giver du vennens forældre instruktion i hvordan den skal blandes, og forklar at det ikke gør noget hvis der engang imellem kommer lidt for meget eller lidt for lidt i.

Generelt er det en god idé, at afdramatisere uden at det dermed behøver at give mindre respekt for PKU. På den måde kan vennens forældre slappe af, noget der øger chancen for at det bliver en vellykket overnatning. Og husk: det er først og fremmest os voksne der synes at maden er så vigtig når vi skal være sammen. Børn er ofte tilfredse så længe de ikke behøver være sultne. De vil måske helst bygge huler, lege med LEGO eller spille computerspil.

 

Oplysningerne på denne side bør ikke erstatte kontakt med sundhedsvæsenet eller rådgivning og lægeligt tilsyn af sundhedspersonale.
Din diætist og/eller læge vil rådgive dig om alle aspekter af håndtering af din stofskiftesygdom for dig og din familie.
Spørg derfor altid til råds hos din diætist og/eller læge, før du ændrer din kost.