Tips ved skolestart

Første skoledag er en vigtig dag i et barns liv. Den markerer at barnet er færdig med at gå i børnehave og klar til mange års skolegang. Men for forældre til et PKU-barn kan det også opleves udfordrende, men med god dialog og planlægning kommer dette til at gå fint.

Mange forældre gruer for skolestarten, da de i endnu højere grad oplever at miste kontrollen over barnet. I børnehaven har alt været så trygt og godt, og barnet har det sidste år været en af ”de store”. Når barnet nu er klar til at begynde i skolen, er det igen en af ”de små”, og det kan føles skræmmende for både forældre og barn. Det anbefales at tage kontakt til skolen i god tid før skolestart. Fortæl om PKU når barnet indskrives i skolen. Bed om et overleveringsmøde mellem skolen, børnehaven og jer forældre. Bed gerne om et nyt møde i forbindelse med skolestart. På samme måde som ved opstarten i børnehaven, er det vigtigt med en god dialog og åbenhed.

I perioden før skolestart er det vigtigt, at barnet bliver vant til selv at tage sin proteinerstatning, i forbindelse med de måltider som ligger i løbet af skoledagen. Der vil desuden være turdage, lejrskole og mad- og sundhedsfag, og det er vigtigt at tilrettelægge og planlægge omkring dette, så barnet kan være en del af klassemiljøet – også når det gælder mad – og ikke føler sig udenfor på grund af sin specialdiæt.

Enkelte børn med PKU kan have problemer med koncentration og opmærksomhed. Det er vigtigt at lærerne er klar over dette, så skolen kan gøre det der er nødvendigt for at tilpasse undervisningen.

Når dit barn begynder i skole, medfører det i stigende grad at gå med vennerne hjem efter skole og at overnatte hos dem. Det er en god idé at give en kort information på et forældremøde. Dette kan være en udfordring, men med planlægning og tilrettelægning vil dette efterhånden blive en rutine.

Efterhånden som barnet bliver større, er det vigtigt at det selv inddrages i forbindelse med hvem der skal have information om sygdommen. Mange ønsker ikke at hele klassen skal vide at de har PKU, mens andre ønsker fuld åbenhed. Lyt til barnet, vis at du stoler på det, og udarbejd gode samarbejdsrutiner.

 

 

Oplysningerne på denne side bør ikke erstatte kontakt med sundhedsvæsenet eller rådgivning og lægeligt tilsyn af sundhedspersonale.
Din diætist og/eller læge vil rådgive dig om alle aspekter af håndtering af din stofskiftesygdom for dig og din familie.
Spørg derfor altid til råds hos din diætist og/eller læge, før du ændrer din kost.